Erhvervslivet i Øresundsregionen
Øresundsregionen er en af Europas få integrerede grænseregioner. Regionen, som består af Skåne, Sjælland, Bornholm Lolland-Falster og Møn, bindes sammen af den 16 km lange Øresundsbro samt af ”den flydende bro” mellem Helsingør og Helsingborg. Det grænseoverskridende er en af de dimensioner du får med i pakken når du vælger at placere din virksomhed i Øresundsregionen. Og det er der flere gode grunde til at gøre.
Centralt placeret
Øresundsregionen er centralt placeret i Nordeuropa, og forbindelserne til resten af Skandinavien og Baltikum er gode. Infrastrukturen er højt udviklet og effektiv. Ikke mindst Københavns Lufthavn i Kastrup, Nordeuropas største internationale lufthavn, med 125 direkte forbindelser til hele verden gør regionen til et internationalt knudepunkt. Samtidig er Øresundsregionen selv et attraktivt marked med en af Europas mest købestærke befolkninger.
Stort rekrutteringsgrundlag
Befolkningstætheden i Øresundsregionen er høj. Her er ca. 3,6 millioner indbyggere på et område halvt så stort som Schweiz (20.859 km2). Med en arbejdsstyrke på 1,8 millioner kan regionen tilbyde Skandinaviens største rekrutteringsbase. Virksomheder i regionen kan rekruttere både svensk- og dansktalende medarbejdere hvilket er en fordel hvis man vil kunne betjene både det danske og det svenske marked fra ét sted. Befolkningen i Øresundsregionen mestrer også andre sprog, især engelsk, på et højt niveau. Dertil har internationale studier for nylig vist at arbejdskraften i Øresundsregionen generelt består af motiverede og uafhængige individer som er gode til at håndtere forandringer.
Højteknologisk knudepunkt
Øresundsregionen er et knudepunkt for højteknologiske virksomheder som er specielt stærke inden for medicin/biotek, it/telekommunikation, fødevarer, miljø og design.
